LOKALOPVISNING BØD PÅ MASSER AF SMIL OG FLOTTE PRÆSTATIONER

Lørdag den 2. april 2022 mødtes en stor del af vores hold i foreningen som vanligt til den årlige lokalopvisning i Dalumhallen, Odense. Store og små, unge og ældre, familier, bedsteforældre, venner og gymnaster var samlet i skøn forening til en dejlig dag med en masse flot gymnastik og hyggeligt samvær. 


Flotte præstationer fra store som små

Dagen bød på opvisning fra flere af vores hold, lige fra de veloplagte herrer på Herreholdet, over Acro-gymnasterne til vores grand prix-piger og forældre/barn-hold. Med stor entusiasme og en særlig glæde for gymnastikken hos vores gymnaster så vi flotte serier, spring og motorik til stor fornøjelse for de fremmødte.

Tak til alle jer, der mødte op og bakkede vores hold op med højlydte klapsalver samt gymnaster og instruktører og ikke mindst alle de, der har været med til at stable opvisningen på benene og gøre det til en succes igen i år. 

Tak for en flot sæson
Sæsonen for vores breddehold er nu kommet til ende, og vi siger tak for en fantastisk sæson. Vores konkurrencehold fortsætter træningen et par måneder endnu, da der stadig ligger konkurrencer i kalenderen. Held og lykke til dem.

Vi glæder os til at se velkendte som nye ansigter til en spritny sæson på den anden side af sommerferien!