BESØG AF INTERNATIONAL KOREOGRAF

Team Valiite havde for nylig fint besøg af den finske koreograf Antton Laine, der til dagligt står i spidsen for det finske nationalhold i æstetisk gymnastik, og som flere gange er blevet verdensmester i disciplinen.

Finpudsning af koreografi før VM i Finland
Den 23.-24. august 2021 slog Antton vejen forbi Team Valiite, DHG’s AGG juniorhold, for at finpudse og tilrette den eksisterende koreografi, så den står knivskarpt til verdensmesterskaberne i AGG, der løber af stablen til november 2021 i Finland. 

Da de første nerver havde lagt sig hos pigerne, gav de alt, hvad de havde i sig, og efter 15 timers træning på to dage, er trænerteamet stolte af de ni piger og ser frem til et spændende VM til november. 

Antton Laine står til dagligt i spidsen for det finske nationalhold Team Minetit. Han rejser hele verden rundt og laver koreografier, og i DHG er vi utrolig beærede over, at han havde tid og lyst til at komme forbi os.

To ud af to mulige hold i DHG er udtaget til VM
Som forening er vi desuden stolte af at have fået udtaget to ud af to mulige hold til VM. Det er dog kun Team Valiite, der rejser afsted, da vores seniorhold Team Estella holder et års pause grundet efterskoleophold.