GLADE GYMNASTASPIRANTER PÅ GYMNASTIKSKOLE I DHG
En masse glade gymnaster mødte op til DHG’s gymnastikskole her i august. I alt har 40 børn hoppet, danset, grint, svedt, været koncentrerede, fået nye venner, afprøvet grænser og fået en oplevelse med hjem for livet.
Tre dages gymnastikskole i DHG
Mor-datter instruktørteamet Birgit og Lisa Pauli var nogle af dem, der var med til at give hele 40 børn en fantastisk oplevelse for livet. Gymnastik er nemlig ikke bare bøj og stræk til rytmiske toner. Det er så meget mere end det. Børnene stiftede bekendtskab med alt fra små koreografier til akrobatiske udfoldelser, og alle kom hjem en stor oplevelse rigere.
Gymnastikkens mange facetter og nye venskaber
Gymnastikken bringer sved på panden og kræver fokus og koncentration, men altid med plads til grin og til at dyrke det fællesskab, der er kendetegnende, ikke bare for medlemmer i DHG’s Gymnastikforening, men i foreningslivet i det hele taget. Og der opstod da også nye venskaber i løbet af de tre dages gymnastikskole. Gymnastikkens verden har mange facetter, og i DHG er vi stolte over at dele glæden over foreningslivet med de mange gymnastaspiranter.
Vi ses i den nye sæson og til næste års gymnastikskole
Vi håber, at alle de glade børn har fået lyst til endnu mere gymnastik og måske endda vil møde os igen på et af vores hold i den nye sæson.
Tak til de fremmødte børn for jeres entusiasme og ukuelige gåpåmod og til vores instruktører, der har gjort det hele muligt. Vi ses igen til DHG Gymnastikskole næste år!